På ungdomsskoleholdet “Kreativ kodning” på Greve Kulturbase bliver læreren nogle gange til elev og lærer nye ting. Den smarte taleboble er en af disse. Tak til Toke, som viste mig denne smarte funktion, hvor talebobler i Scratch kan blive vist med type-writer-funktion. Prøv selv – klik på det grønne flag og skriv en tekst. Hvis du vil vide hvordan det er lavet, læs videre.
Sådan er det lavet
1. Lav en ny funktion
Gå til Mine brikker og start med at lave en funktion, som indeholder tre forskellige input: tekst, forsinkelse og varighed.
2. Opret 2 variabler: n og buffer
Variablen n bruges til at holde styr på hvilket tegn der skal vises i taleboblen og på hvilken plads.
Variablen buffer er lidt mere speciel. Den bruges til at gemme de forskellige tegn fra teksten på de rigtige pladser og til at vise teksten i taleboblen i den rigtige rækkefølge.
3. Indstil variablerne
Når funktionen aktiveres, skal variablen n være sat til 0 og bufferen skal være tom. Det vises ved ikke at skrive noget i det hvide felt.
4. Lav en løkke, der gentages, så længe der er tegn i teksten
5. Lav indholdet i løkken
Første gang løkken kører, hvis teksten er sat til “Hej” vil der ske følgende:
- Løkken tager en tom streng fra bufferen og ændrer n til 1.
- Dernæst opdaterer den værdien i bufferen med den tomme streng efterfulgt af første tegn i tekst => ” ” + H
- Herefter vises det første tegn i tekst i taleboblen => H
- Der kommer til sidst en lille pause, før løkken gentages.
Anden gang løkken kører, vil der ske følgende:
- Tager den strengen med det første tegn H og ændrer n til 2
- Dernæst opdaterer den værdien i bufferen med det andet tegn => “H“+e
- Herefter vises de første to tegn i tekst i taleboblen => He
- Der kommer til sidst en lille pause, før løkken gentages
Tredie gang løkken kører, vil der ske følgende:
- Tager den strengen med de to første tegn He og ændrer n til 3
- Dernæst opdaterer den værdien i bufferen med det tredie tegn => “He“ + j
- Herefter vises alle tegnene i tekst i taleboblen => Hej
- Og løkken slutter, så der sker ikke mere.
6. Lad brugeren bestemme, hvad der skal stå i taleboblen
Vi aktiverer den særlige brik til funktionen snak.
I det første felt skal der indsættes dén tekst, som brugeren har skrevet.
I det andet felt kan du vælge, hvor lang en pause der skal være imellem tegnene i teksten.
I det sidste felt kan du vælge, hvor lang tid taleboblen skal vises.
Prøv at lege med de forskellige felter og læg mærke til, hvad der sker med teksten og måske især hvor hurtigt den skrives i taleboblen.