Python

Python er et professionelt programmeringssprog, hvor alt koden skrives som tekst.

Det er gratis at bruge, men hvis man skal have fuld funktionalitet, skal man have en computer, hvor man selv kan installere programmer på – altså ikke en Chromebook. Dog har jeg fundet en online editor, som jeg tester p.t. 

I mine workshops og opskrifter viser jeg først, hvordan koden ser ud i Scratch og bagefter i Python. hvor selv en indrykning, et forkert stort eller lille bogstav eller tegn, kan få projektet til at fejle. Jeg håber, at denne måde vil gøre det lettere at lære det nye programmeringssprog.

Hvis du har en computer, som du selv kan installere programmer på, vil jeg anbefale, at du downloader Python + en editor, så du kan køre det hele lokalt.

I Scratch er du vant til at alt kører samme sted. I Python er kodeværktøjet opdelt i:

Python – maskindelen, der gør det muligt at køre Python på computeren
Editor – hvor du kan lave dine projekter og teste dem
Scenen – hvor du kan se resultatet. Den hedder lidt forskelligt afhængig af hvilken editor du bruger.
Terminal – hvor du kan installere biblioteker med yderligere funktioner.

Sådan installerer du Python på computeren

Det første du skal gøre er at tjekke, om Python er installeret på din computer og hvilken version det er. Denne bog er lavet til Python 3.12. Men opskrifterne burde også virke til en nyere version.

Hvis du har en Windows-computer
Åbn en terminal, hvor du kan skrive en kommando. Du kan finde den igennem start-menuen. Skriv python –version og tryk på returtasten.

Hvis din version hedder noget med 2.x.x eller 1.x.x, skal den opdateres.

Hvis du har en MAC-computer
Åbn en terminal, hvor du kan skrive en kommando. Du kan finde den ved at søge efter den. 

Skriv python3 og tryk på returtasten. Hvis den melder fejl, skal den opdateres.

Hvis Python skal opdateres
Gå ind på siden https://www.python.org/downloads/ og følg vejledningen for at opdatere Python.

Vælg en editor

Jeg anbefaler Visual Studio Code, som flere professionelle også bruger. Den kan hentes gratis her: https://code.visualstudio.com/download

Når du vælger denne løsning, vil alle dine projekter blive gemt lokalt på din computer.

Tjek om alt virker som det skal

Lav en ny fil inde i Visual Studio Code (eller en anden editor). Giv den endelsen .py.

Måske kommer VS Code op og siger, at programmet skal bruge en udvidelse, så skal du bare sige ja.

Kan du se en play-knap? Se billedet.

Der skal være en play-knap, som vist her for at du kan køre Python projekter.

Hvis ikke, betyder det typisk, at der ikke er installeret Python på din computer.

Jeg tester p.t. en ny gratis online editor til Python, som RasberryPi har udviklet:

For dig, som sidder derhjemme:
Code editor – du skal oprette en konto, så snak med dine forældre først

Hvis du skal bruge det i skolen:
– spørg din lærer, hvordan du får adgang

Python blev i første omgang udviklet af Guido Von Rossum tilbage i 1990. Programmeringssproget skulle være sjovt at bruge og det er måske årsagen til at det fik navn efter “Monty Pythons flyvende cirkus” – en komisk tv-serie fra 1969-1974.

Python er et programmeringssprog, som både kan bruges af begyndere og professionelle. Det er et tekstbaseret programmeringssprog, hvor alt koden skrives med tekst og hvor man henter forskellige ekstra biblioteker ind afhængig af hvilket type projekt man vil kode. Der stilles større krav til syntaksen – altså dét du skriver. Et forkert sat komma eller mellemrum kan udløse en fejl, så projektet ikke kan køre. Sammenlignet med Scratch er det derfor noget sværere at komme i gang med. Dog er det lettere at lære end mange andre lignende programmeringssprog og derfor et godt sted at starte.

Python bruges til mange projekter i forskellige brancher  – ofte i forbindelse med projekter, hvor man har brug for at sortere store mængder af data. I disse tider er der rigtigt mange spillere på banen, som er i gang med at udvikle kunstig intelligens. Måske har du hørt om ChatGPT eller SkoleGPT? Her spiller Python også en rolle.

Python er oprindeligt udviklet udelukkende til behandling af data og der er ikke lagt så stor vægt på det visuelle, som du kender det fra scenen i Scratch. Til gengæld har Python mange flere muligheder.

Lær mere
Python tutorial for beginners med Bro Code

Python er et gratis programmeringssprog, som kan hentes til computere. Der skal både installeres maskindelen med Python og en editor, hvor jeg anbefaler Visual Studio Code – se mere under Hent Python.

Jeg tester p.t. en online editor fra Rasberry Pi, hvor man som lærer / underviser kan oprette en skole, hvor der kan oprette klasser og eleverne kan tilføjes manuelt. Brugen af editoren sammen med elever bliver testet i uge 40, hvor jeg skal have det næste runde med valgfag.

Du finder det her: Code Classroom

På Munkekærskolen i Solrød har jeg fået tilladelse til at oprette eleverne manuelt med deres UNI-login navn. Men husk, at der er forskel på kommunerne, så platformen skal formentlig godkendes først.

Der, hvor det er muligt, vil jeg tilrette opskrifterne til den nye platform og ellers vil det være tydeligt angivet, hvilken platform/editor de kan laves i.