Kodning i skolen - hvorfor og hvordan

Scratch er udviklet af the Lifelong Kindergarten Group ved MIT Media Lab. Det er oversat til mere end 40 forskellige sprog – også dansk.

Det findes i to versioner:

ScratchJr

ScratchJr er en gratis app for de børn, som gerne vil lave noget kreativt på en iPad eller anden tablet. Det kan f.eks. være tegnefilm eller små spil. Appen er tænkt til de 5-7 årige. Jeg vil anbefale den til elever i 1. og 2. klasse. Den kan bruges på tablets og nyere Chromebooks.

Scratch 3.0

Scratch 3.0

Scratch 3.0 er et gratis online programmeringssprog og et fællesskab, hvor børn (og andre barnlige sjæle) kan programmere og dele interaktive medier som historier, spil og animationer med mennesker fra hele verden. Det findes både i en online og offline version. Scratch 3.0 er for de elever, som selv kan læse. Jeg vil anbefale det til elever fra 3. klasse og opefter. Scratch kan bruges på både computere og tablets.

Klæd eleverne på til det 21. århundredes kompetencer

Alle er enige om, at det er vigtigt, at man kan læse og skrive for at klare sig i vores samfund. Men vores samfund er i høj grad styret af teknologier, hvorfor det er særligt vigtigt også at kunne forstå disse teknologier og ikke mindst lære, hvad der ligger bag dem. Og her kan Scratch være en god start.

Flere skoler har haft et særligt forsøgsfag med Teknologiforståelse. Men med Scratch er det let at integrere kodning i alle fag og ikke kun i et enkelt. Det er oplagt at bruge det gratis kodeværktøj Scratch til at give eleverne en introduktion til kodning og det kan også med fordel bruges til tværfaglige forløb.

Scratch hjælper eleverne med at blive bedre til:

  • At samarbejde
  • At løse problemer
  • At være kreative – også digitalt
  • At tænke systematisk og at opdele et større projekt i mindre dele
  • At tage kontrollen over teknologien og derved forstå den bedre

Kombinér læsning og skrivning med kodning fra 3. klasse

Kodning i skolen - eksempel med Scratch

Scratch 3.0 er et visuelt programmeringssprog, også kaldet blokprogrammering. Scratch kan bruges af alle elever, som kan læse. Jeg anbefaler fra 3. klasse og opefter. Underviser du indskolings-elever, kan jeg anbefale den gratis app ScratchJr.

Sproget er lige som et puslespil med brikker i forskellige farver = kategorier. Hver kategori indeholder en bestemt type brikker, f.eks.:

Den blå kategori – Bevægelse indeholder brikker, som har med bevægelse og x- og y-koordinater at gøre.

Den gule kategori : Hændelser indeholder brikker, som sætter ting i gang på forskellige måder.

Brikkerne kan sættes sammen på mange forskellige måder. På hver brik står der en eller anden form for tekst, som beskriver, hvad brikken gør. Eleverne kan teste brikken med det samme på scenen, dvs. at de laver en kobling med dét der står på brikken og dét der reelt sker, når de tester projektet. Det kan man kalde for “anvendt læsning“.

Eleverne vil også opleve “anvendt matematik“, når de laver projekter med Scratch. Bag ved scenen ligger der et koordinatsystem og figurernes placering på scenen styres af x- og y-koordinater. Derudover findes der en del brikker, som handler om matematik, fx. variabler og operatorer.

Scratch kan bruges i alle fag

Eleverne kan bruge Scratch til alle fag, også de humanistiske. 

De kan f.eks. lave en interaktiv præsentation, en tegnefilm, et spil, en quiz m.fl. om et bestemt emne. Det vil kunne bruges i mange forskellige fag, som f.eks. historie, dansk, matematik, idræt eller fremmedsprog.

Jeg har testet Scratch i tysk i samarbejde med Skolen på Islands Brygge, hvor vi lavede forløb med kodning i tysk-undervisningen for 6.-8. klasse. Læs artiklen om forløbet her og få gode råd.

Eleverne kan også komponere musik ved at hente udvidelsen med musik-brikkerne, hvor eleverne kan vælge imellem 18 forskellige trommer og rytmeinstrumenter og  21 forskellige instrumenter, som f.eks. klaver og trækbasun. Her skal eleverne kende til noderne på et klaviatur, men de kan også bare prøve sig frem og lytte til de forskellige toner. De kan lege med tempo og taktslag mm.

Scratch kan også bruges sammen med f.eks. micro:bit og LEGO

Tekst og billeder

Har du brug for hjælp til at komme i gang?

Jeg har udviklet undervisningsforløb med Scratch til forskellige klassetrin, som kan bestilles i min butik.

Det er også muligt at bestille et webinar, som kollegaerne kan være med til, hvis du skal overbevise dem om, at I skal i gang med Scratch hos jer. Her får I en intro til Scratch, en gennemgang af mulighederne og eksempler på projekter fra skoler i hele verden. Alle deltagerne får også mulighed for selv at prøve Scratch og jeg fortæller lidt om baggrunden for Scratchserien og de to bøger, som indtil videre er udkommet.

Du kan også besøge min blog, som gemmer på tips og tricks til både ScratchJr og Scratch.