Når læring bliver til leg

I disse uger har jeg alle vores fire 2. klasser igennem et nyt undervisningsforløb “Byg og kod et eventyr“, hvor eleverne forinden har arbejdet med eventyr i klassen og skrevet deres eget. 

I dette forløb skal de arbejde videre med handlingsbroen ro – uro – ro / hjem – ude – hjem / start – midte – slut og vi får os nogle gode snakke undervejs, samtidig med at de bygger deres eget eventyr med LEGO Storytales – et Duplo sæt med 3 scener. 

I anden del af forløbet skal de overføre deres eventyr til ScratchJr og programmere det om til en tegnefilm. Også her tænkes der i scener. Der er plads til 4 scener i ScratchJr og her har jeg brugt første scene til titel-scenen, hvor eleverne skal skrive navnet på deres eventyr og hvem der har været med til at skrive det og så har de tre scener tilbage til deres eventyr. På den måde bliver det meget synligt igen med handlingsbroen. 

Eksempel på midten af historien om De tre Bukkebruse

Kan du se hvilket eventyr det stammer fra og hvor i historien?

Eksempel på, hvad 2. klasses elever fra Munkekærskolen har bygget under forløbet.

Eksempel på slutningen af historien om De tre Bukkebruse

Samme eventyr - ny scene

Her er det en anden gruppe, der har valgt et andet sted i eventyret...

Det har været fantastisk at opleve elevernes begejstring for denne måde at at arbejde på. Og lærerne har fortalt mig, at de ikke har snakket om andet resten af dagen. Det bliver spændende, om handlingsbroen nu hænger bedre fast, når de også har haft den i hænderne – bogstaveligt talt.

Vi har dog lært undervejs, at vi skal hjælpe eleverne med at holde fokus på eventyret, da de har en million idéer, som de har lyst til at tilføje ;o)

Den første klasse er nået igennem hele forløbet og det skal I nok høre mere om i et senere indlæg. 

Kirsten Dam Pedersen
Kirsten
Dam Pedersen

om mig

Jeg lærte Scratch at kende tilbage i 2012 og har siden været fascineret af både ScratchJr og Scratch. Jeg har undervist over 1500 børn og voksne og har skrevet to bøger i Scratchserien. Jeg holder workshops for private, biblioteker og andre institutioner og laver undervisningsforløb til elever, som kombinerer læsning, skrivning, programmering og samarbejde i forskellige fag.

Skriv en kommentar