
I torsdags deltog jeg for anden gang i den globale Scratch konference, som igen blev holdt online. Før Corona blev der afholdt to konferencer: en i Boston og en i Europa. Jeg håber, at vi næste år kan mødes fysisk. Men jeg fik alligevel meget ud af konferencen, ikke mindst pga den store vidensudveksling der fandt sted i chatten. Jeg har fået mange idéer med fra konferencen til nye workshops og undervisningsforløb.
Traditionen tro var der en åbnings-seance med Scratch-teamet, hvor de løftede sløret for nye ting i ScratchJr og Scratch. Og for jer der ikke var med, så vil jeg da lige dele nogle af dem med jer:
ScratchJr
Den største nyhed er, at der i 2023 kommer en web-version af appen.
Der er kommet nye mennesker i biblioteket, så husk at opdatere appen for at se dem.
ScratchJr er nu oversat til 22 forskellige sprog, herunder dansk. Der er dog mest henvendt til voksne, da der ikke er tekst i editoren.
De mindede også om, at selvom man ikke direkte i appen kan dele projekter med hinanden, så findes der et online fællesskab for forældre og undervisere: https://connect.scratchjr.org/
Scratch
Der er nye farver på vej til brikkerne, hvornår vides ikke endnu. Dette skyldes at de gerne vil gøre det lettere at læse teksten på brikkerne.
De har opdateret velkomst-pakken til nye Scratchere.
Og så talte de en del om Scratch Camp 2022, som går online 1. august. Temaet i år er “Fantastiske fantasier” og i løbet af de første tre uger i august vil der være idéer til særlige projekter, som man kan lave og dele sammen med børn og voksne fra hele verden. Du kan læse mere om Scratch Camp 2022 her (på engelsk)

I slutningen af åbnings-seancen viste de videoen, hvor de sagde tak til de over 1000 frivillige, som er med til at oversætte Scratch. Og de havde valgt 3 ud – hvoraf jeg var den ene – til et interview.
Undervejs talte jeg om, at programmering i Scratch er både anvendt matematik og anvendt læsning, hvoraf en af de andre deltagere nævnte, at det er også anvendt skrivning. Så når man lærer at programmere med Scratch, træner man mange vigtige kompetencer.
Inspiration fra workshops
Derudover deltog jeg i et par workshops, som handlede om de fem p’er, som Mitchel Resnick introducerede på sidste års konference: projects, passion, play, peers, purpose og fik idéer til, hvordan de kan implementeres i undervisningen. Læs blogindlægget fra sidste år.
En af de mest spændende workshops handlede om Scratch Lab, hvor Scratch-teamet tester nye brikker og hvor vi også kan få lov til at lege med. Der er dog ingen garanti for, at de bliver en del af Scratch. Lige nu kan man teste:
Lav kostumer og spil, hvor dit ansigt er en del af projektet
Børn elsker at klæde sig ud og her kan de også gøre det via skærmen. De kan finde sprites eller tegne nogle selv og klæde sig ud og styre det hele med nogle særlige brikker, der kan se, hvor f.eks. din næse er.
Dette er et sikkert miljø, hvor børn kan lære noget om “machine learning”. Det hele foregår lokalt på computeren og der bliver derfor ikke sendt data nogen steder hen.
Leg med tekst på nye måder
Skift skrifttype undervejs i projektet, brug regnbuefarver til teksten, tilføj animationer som f.eks. skrivemaskineeffekten, hvor bogstaverne vises et efter et på skærmen.
Fremtiden i Scratch Lab
Vi fik et sneak peak på nogle nye typer af brikker, som måske kommer en dag. Og de har et meget stort potentiale. Lige nu arbejder Scratch teamet med nogle brikker, som kan imitere den fysiske verden med tyngdekraft, skub og sammenstød. Alle deltagerne i workshoppen var enige om, at det nok skal blive godt, hvis det bliver tilgængeligt for alle.
Vigtig info når du bruger Scratch Lab
Du kan kun åbne projekter lavet i Scratch Lab – i Scratch Lab. De skal gemmes lokalt på computeren og kan ikke gemmes på din normale Scratch-konto.