Et nyt undervisningsforløb udviklet til især 2. og 3. årgang
Forløbet ligger frit tilgængeligt på hjemmesiden, men kan med fordel bruges sammen med Byg, skriv og kod en historie-pakken som indeholder figurer, baggrunde, holdere med mere (markeret med *) som både kan bruges sammen med LEGO® DUPLO® og sammen med andre figurer og ting.
Har du aldrig brugt appen ScratchJr før, kan du med fordel købe og gennemføre online kurset: Kom godt i gang med ScratchJr, som giver en grundig indføring af nogle af de mange muligheder der findes i appen.
Eksempel på hvordan sådan en historie kunne se ud i ScratchJr
Læs tekst og talebobler op for eleverne.
Hvad får eleverne ud af forløbet?
Forløbet understøtter flere kompetencemål efter 2. klasse, her er et par af dem beskrevet:
- Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i nære og velkendte situationer
- Eleven kan skrive små og store bogstaver i håndskrift og på tastatur
- Eleven kan udarbejde enkle tekster med titel, start, midte og slutning.
- Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster.
- Eleven kan følge forløbet i en fortælling.
- Eleven har viden om enkle sproglige, lydlige og billedlige virkemidler.
I praksis får eleverne følgende ud af forløbet:
- De arbejder fysisk og visuelt med handlingsbroen.
- Introduktion til programmering
- Øvelse i at skrive og programmere på en iPad
- Øvelse i samarbejde i gruppe
Forløbet er/bliver testet på otte 2. klasser på Munkekærskolen i Solrød Strand i september 2021 og 2022.
Forberedelse
Inden forløbet skal eleverne har arbejdet med eventyr-genren og prøvet at skrive deres eget, så de har en forståelse for handlingsbroen: start-midte-slut / hjem-ud-hjem / ro-uro-ro.
Målgruppe:
2. og 3. årgang
Varighed:
3 x 2 lektioner
For at få det fulde udbytte af forløbet, skal I bruge:
- LEGO® Education Min første historie (3 elever pr. kasse) eller andet DUPLO® / andre figurer og ting
- *Laminerede baggrunde fra appen ScratchJr (1 sæt pr. gruppe)
- *Laminerede figurer fra appen ScratchJr (1 sæt med udvalgte figurer – tre ens – pr. gruppe)
- *Holdere til figurerne (3 holdere pr. gruppe)
- *Evt holdere til baggrunde, hvis I ikke har LEGO® Education Min første historie-kasser.
- Tablets eller Chromebooks med appen ScratchJr installeret (1 pr. gruppe)
- 2 lærere, især til de to første og de to sidste lektioner
LEGO® er et varemærke tilhørende LEGO Koncernen, som ikke sponsorerer, autoriserer eller godkender dette produkt/forløb.
Byg et eventyr
Find to korte eventyr, som har en tydelig handlingsbro. Det kan f.eks. være De tre Bukkebruse og Prinsessen på ærten.
Til første del skal eleverne bruge “LEGO® Education Min første historie-kassen” med dens originale indhold eller andre figurer og ting. OBS! LEGO® Education Min første historie-pakken indeholder forskelligt DUPLO®, 3 scener og baggrunde til scenerne. Bruger I andre ting og figurer, kan I med fordel også bruge baggrundene fra materialepakken til denne del.
Eleverne opdeles i grupper på tre elever i hver. Alternativt 2 elever, hvis det ikke går op. Det anbefales ikke at lave grupper på 4, da samarbejdet ellers kan blive for svært.
Fortæl eleverne, at de nu skal høre to forskellige eventyr og undervejs skal tænke over handlingsbroen. Bagefter skal de sammen i gruppen blive enige om, hvilket eventyr de vil prøve at bygge noget fra – uden at de andre i klassen hører det. De kan forestille sig, at de er på et teater og skal bygge et billede fra historien.
Sæt tid på – typisk 10 minutter. Mere behøver de ikke.
Bagefter skal grupperne vise deres scene frem og de andre i klassen gætter, hvilket eventyr de har valgt og hvilken del af historien billedet er fra (start-midte-slut).
I anden del skal eleverne bruge de ekstra ting, som beskrevet i starten af siden som supplement til “LEGO® Education Min første historie-kassen” eller hvad I nu bruger.
De skal vælge 3 baggrunde fra ScratchJr, som skal danne ramme for deres eventyr og gøre de tre scener klar og stille dem i den rigtige rækkefølge.
Bagefter skal de vælge en hovedperson til eventyret og finde to andre ens figurer, så hovedpersonen bliver en del af eventyret både i starten, midten og slutningen af eventyret.
Nu kan de frit bygge deres eventyr sammen i gruppen og bruge de andre figurer og klodser til at planlægge, hvad der skal ske.
Når de er færdige, tages der billeder af deres 3 scener og de printes ud, så de er klar til næste del af forløbet.
Skriv eventyret ned
Grupperne arbejder videre med deres eventyr med billederne fra sidste gang. Men først skal de se et eksempel på et eventyr lavet med appen, så de får en større forståelse for opgaven.
TIP! Det giver rigtigt meget anerkendelse fra eleverne, hvis du har lavet dit eget. Men du er også velkommen til at vise dem min demo, som du kan se længere oppe på siden.
Nu skal de skrive deres eventyr ned. Udlevér papiret med billederne af deres scener bygget i LEGO. Bed dem skrive et navn til deres eventyr, hvem de er i gruppen og bagefter, hvad der skal ske i hver scene.
Kod eventyret om til en tegnefilm
Vis demo-filmen igen – se under de forrige lektioner.
Vis eleverne på storskærm, hvordan de laver en titel-scene, de tre andre scener med de rigtige baggrunde og hovedpersonen fra de andre dele af forløbet, så rammerne er på plads.
Intro til brikkerne
Gule (det grønne flag)
Blå (bevægelse + tern + hop tilbage til start)
PRØV SELV
Lilla (talebobler og størrelse)
Orange (pauser)
PRØV SELV
Når eleverne har fået lavet mindst to scener, kan du introducere dem for de røde brikker, som bruges til at sætte scenerne sammen, så de skifter automatisk ligesom i en tegnefilm.
Deling af de færdige film
På Munkekærskolen blev der lavet en skærmoptagelse fra iPad’en, hvor hvert eventyr blev gemt og derefter blev alle eventyrene sat sammen til en klassefilm, som de kunne se i klassen + sende hjem til forældrene.