Programmering for 0. klasse : Julens farver

Aktiviteten kort fortalt

Sidst i november 2021 laver jeg dette forløb med juletema for Munkekærskolens 0. klasser og deres lærere/pædagoger. Men det kan let tilpasses til andre temaer. Aktiviteten varer som udgangspunkt 2 lektioner.  Eleverne får læst en bog op, hvorefter de skal tegne en tegning som relaterer sig til bogen.

Herefter skal de arbejde sammen to og to om en Ipad, hvor den gratis app ScratchJr er installeret. Nu skal de tage et billede i appen af deres tegning, vælge to figurer fra biblioteket og få dem til at gøre noget sjovt med kodning. Efter en lille pause gør de det samme med den anden tegning og lærer, hvordan man får scenerne til at skifte automatisk. Projekterne bliver gemt og jeg sætter dem sammen til en lille film, som kan deles med forældrene.

Jul på PLC

  1. Vi starter med at snakke lidt om julen, hvordan børnene holder jul derhjemme og ikke mindst hvilke farver, de forbinder med julen.

  2. Så læser jeg op fra bogen “Historien om julemandens sæk” skrevet af Bill Peet, som handler om en julemand, der gerne vil prøve noget nyt. Så han maler kanen i nye farver, smider sin gamle sæk væk og får en ny af plastik i flotte farver… Undervejs snakker vi om historien.

  3. Nu skal eleverne tegne hver deres tegning med juletema. De bestemmer selv, om de vil bruge de traditionelle farver eller gøre som julemanden i historien og bruge nogle helt nye.

  4. Klassen opdeles i grupper med 2 elever i hver og de får en ipad. De lærer hvordan man åbner appen ScratchJr og laver et nyt projekt. De ser, hvordan man kan tage et billede af den første tegning og bruge det i appen til en baggrund til deres første scene. Så skal de hver vælge en figur, som skal være med på tegningen og få den til at gøre noget sjovt. Det kan fx. være at de får figurerne til at dreje rundt, hoppe, gå frem og tilbage, blive større eller mindre med mere. 

  5. Efter en lille pause skal de gøre det samme med den anden tegning og vælge to nye figurer.

  6. Vi gemmer deres projekter, giver dem et særligt navn og jeg sætter dem sammen til en film, som sendes ud til forældrene med en opfordring til, at de snakker med deres børn om forløbet.

Programmering for 0. klasse - hvad lærer de?

Med dette forløb får eleverne en simpel introduktion til programmering. ScratchJr er et simpelt kodesprog, som børn helt ned til 5 år kan lære at bruge. Det er meget intuitivt og eleverne behøver ikke at kunne læse for at få det fulde udbytte af forløbet. Eleverne sætter puslespilsbrikker sammen i forskellige farver som har hver deres funktion. 

Eleverne lærer at sætte brikkerne sammen, hive dem fra hinanden igen og prøve igen, hvis det ikke lige går efter planen. Fordelen ved at starte tidligt er, at de hurtigt lærer nogle af de grundlæggende tanker bag programmering, som også kan bruges andre steder. I ScratchJr deler man automatisk projektet op i mindre dele og koder en del ad gangen, tester, laver måske lidt om, tester igen osv.

Gode råd til ScratchJr

På Munkekærskolen starter vi i næste skoleår et forsøg, hvor vi på PLC laver forskellige forløb med ScratchJr til 0., 1. og 2. klasse.

Fra 3. klasse når eleverne bliver bedre til at læse, laver vi forløb med Scratch, som har nogle af de samme elementer som ScratchJr, men som kan meget mere. Igen handler det om at sætte puslespilsbrikker sammen i forskellige farver og nogle af farverne og funktionerne er de samme som i ScratchJr, men der er mange flere muligheder og der står tekst på alle brikkerne, som eleverne bør kunne læse for at få det fulde udbytte.

Lær mere om ScratchJr

Du kan læse mere om ScratchJr samt se en demo film af, hvad man blandt andet kan lave med filmen på denne side: ScratchJr – kodning for de små

Du kan også besøge den officielle side for ScratchJr: Scratchjr.org

Tilbud fra Butikken